Vedtægter

for

Fontænehusene Danmark (Fond)​

§ 1

Fondens navn er Fontænehusene Danmark (Fond). Fondens hjemsted i Danmark er Frederikshavn Kommune.

​

§ 2

Fonden er en organisation til støtte for klubhuse i Danmark, der er akkrediteret efter Clubhouse Internationals (CI’s) kvalitetsstandarder, som danner grundlag for klubhusmodellen. Fonden kan endvidere støtte klubhuse, der har truffet beslutning om og arbejder for at blive akkrediteret indenfor CI’s tidsramme.

Modellen støtter mennesker med psykiske sygdomme i at opnå en værdig tilværelse i samfundet. Det sker ved at styrke deres selvværd, ansvarlighed og sociale færdigheder gennem det arbejdsorienterede dagprogram, uddannelse og tilknytning til arbejdsmarkedet.

​

§ 3

Fondens formål er:

·​At tage initiativer vedrørende klubhusmodellens anvendelse og udbredelse

·​At medvirke til at kvalificere klubhusmodellens arbejdsmetoder bl.a. gennem forskning

·​At fremme det landsdækkende samarbejde mellem husene

Fonden skal bl.a.:

·​Støtte eller foreslå initiativer, der kan fremme sindslidendes integration i samfundet. Dette arbejde forudsættes at ske i samarbejde med det offentlige og det private arbejdsmarked, såvel på arbejdstager- som på arbejdsgiverside.

·​Medvirke til at klubhusmodellens kvaliteter udvikles og fastholdes i klubhuse, der ønsker at samarbejde efter denne model.

·​Formidle eller forestå samarbejdet med CI og internationalt samarbejde i øvrigt om klubhusmodellen.

·​Støtte udviklingsprojekter i de enkelte klubhuse

·​Støtte oprettelsen af nye klubhuse baseret på klubhusmodellen

·​Støtte eller forestå tilvejebringelsen af oplysningsmateriale og andre informationer om klubhusmodellen.

·​Indgå i samfundsdebatten omkring sindslidendes rettigheder

·​Medvirke til vedligeholdelse og styrkelse af kontakten mellem klubhuse, der arbejder efter klubhusmodellen, og omverdenen, herunder offentlige og private institutioner, erhvervsdrivende og virksomheder, samt naboer og andre medborgere.

​

§ 4

Fondens kapital består såvel af frie som bundne midler.

Fondens bundne kapital består af:

Den kapital, som er overdraget fonden ifølge stiftelsesoverenskomsten og som på stiftelsestidspunktet udgør kr. 250.001.

Hvad der senere tilfalder fonden ved arv eller gave, i det omfang arvelader eller giver bestemmer, at midlerne skal henlægges til den bundne kapital.

Sådanne beløb eller værdier, som bestyrelsen inden for fondslovens rammer beslutter at henlægge til den bundne kapital.

Fondens bundne kapital skal forblive urørt og anbringes og sikres i overensstemmelse med de lovregler m.v. der til enhver tid gælder herom.

​

§ 5

Fonden ledes af en bestyrelse bestående af 5-7 medlemmer.

Bestyrelsen er selvsupplerende.

Alle bestyrelsesmedlemmer skal være egnede til at bidrage væsentligt til at opnå fondens formål.

Bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år ad gangen. Valg finder sted i forbindelse med regnskabsmødet, således at afgående bestyrelsesmedlemmer er med til at godkende årsrapporten.

Genvalg kan finde sted.

​

§ 6

Bestyrelsen vælger af sin midte en formand og en næstformand.

Bestyrelsen fastsætter en forretningsorden for sit arbejde.

Bestyrelsen mødes efter behov, dog mindst fire gange om året.

Bestyrelsen kan fastsætte et honorar for sit arbejde.

Fonden tegnes af formanden, eller i dennes fravær af næstformanden, sammen med et medlem af bestyrelsen.

Bestyrelsen kan meddele prokura.

Hvis bestyrelsen består af 5-6 medlemmer, er bestyrelsen beslutningsdygtig, når formanden eller næstformanden og yderligere mindst 2 medlemmer er til stede. Hvis bestyrelsen består af 7 medlemmer, er bestyrelsen beslutningsdygtig, når formanden eller næstformanden og yderligere mindst 3 medlemmer er til stede.

Beslutninger træffes ved simpel stemmeflerhed. Står stemmerne lige, gør formandens eller i dennes fravær næstformandens stemme udslaget.

I forbindelse med fondens arbejde kan bestyrelsen nedsætte arbejdsgrupper og antage lønnet medhjælp.

Der tages referat af bestyrelsens møder. Referatet godkendes af bestyrelsen på næste møde.

​

§ 7

Fondens regnskabsår er kalenderåret.

Fondens årsrapport godkendes af bestyrelsen inden udgangen af marts måned.

På regnskabsmødet vælger bestyrelsen fondens revisor.

​

§ 8

Bestyrelsen skal anvende årets overskud til de formål, der er nævnt i § 3 og kan foretage rimelige henlæggelser af overskuddet til konsolidering af fondens formue.

​

§ 9

Ændring af fondens vedtægt og fondens opløsning kan vedtages af bestyrelsen, når 2/3 af bestyrelsens medlemmer stemmer herfor.

​

§ 10

I tilfælde af fondens opløsning skal fondens midler anvendes til et eller flere af de formål, der er nævnt i § 3. Bestyrelsen træffer bestemmelse herom.

​

Frederikshavn, den 21. juni 2022

​

Erik Pedersen John M. Nielsen Ole Thomsen

​

Anita Brix Lambæk Bo Kristiansen Michael Sanst Jensen

​

Birthe Sloth Thomsen​

Fontænehuset - En del af noget større

I vores huse har vi fokus på den enkeltes ressourcer og færdigheder.

”At komme i et Fontænehus har betydet meget for mig. ​Det er bruge min faglighed og øve mig i mine personlige arbejdspunkter er min ”medicin”

 
​(Linda)

”Min hverdag i Fontænehuset betyder, at jeg har noget meningsfuldt at stå op til. Det holder mig fri af depression”

 
​(Mikkel)

”Det bedste ved at komme i huset er at jeg kan øve mig i at være social samt strukturen i arbejdsdagen”

 
​(Andreas)

​A place to come

A place to work​

​A place to belong to

A place to return to​

Fontænehusene Danmark

​Bliv en del af fællesskabet og skab en meningsfuld tilværelse med en aktiv hverdag.

Kontaktoplysninger

Telefon: 60 10 44 41

E-mail: info@fontaenehusene.dk